Rasmus er født i 1978 og opvokset i Helsinge, nordsjælland.
Som 6-årig startede jeg i den lokale SFO og stødte her på det første tangentinstrument - et stort Yamaha el-orgel. En af pædagogerne, der selv spillede orgel, kom en dag hen til mig, og som han sagde: "Det lyder som om du trækker 10 katte i halen". Det måtte der gøres noget ved så med lidt hurtig undervisning fik han hurtigt lært mig Se den lille kattekilling og Lille Lise. Jeg fik smag for at udvikle mit gehør og indlæringen af flere melodier og sange skete primært ved at lytte til radio og kassettebånd og bagefter forsøge at føre tonerne over til de hvide og sorte tangenter. Snart blev det også til eget Yamaha el-orgel, og endnu et fulgte nogle år efter.
Jeg spillede til høstfesterne i SFO'en og begyndte i mine teenage år så småt at tage ud og spille til konfirmationer og runde fødselsdage. El-orglet var noget tungt at slæbe rundt med, så i første omgang måtte jeg låne mig frem hos min gamle lærerrmester fra SFO'en, der i mellemtiden havde skiftet sine orgler ud med et keyboard (Roland E-70 for kendere).
Det var sjovt at bruge musikken og mærke publikums glæde, og at det ydermere gav lidt kroner på kistebunden var heller ikke af vejen. En del af spillepengene gjorde, at jeg nu selv kunne investere i eget udstyr. Det blev til Roland E-86, PK-5 pedalspil (man var vel gammel orgelmand og skulle bruge sine pedaler!) samt en lille forstærker og 2 højttalere til gulvet. Efterhånden var det ikke kun venner og familie, der hyrede mig men også gæster fra tidligere arrangementer efterspurgte den unge musiker. Jeg har siden spillet til blandt andet konfirmationer, runde fødselsdage, bryllupper, sølvbryllupper, guldbryllupper og receptioner og har dermed en bred erfaring for at tilpasse musikken til mit publikum og forskellige aldersklasser.
Jeg startede med spilleundervisning i slutfirserne men det var en kamp at få lært noderne og få øvet mig fra uge til uge, når jeg nu kunne spille alle sangene alligevel (men uden noder). Det blev således kun til et enkelt års undervisning. Langt størstedelen af mit repertoire læres derfor i dag stadig gennem et udpræget gehør dog med hjælp fra noderne af og til.
Professionel musiker bliver jeg aldrig - og der skal ikke være nogen hemmelighed, at det heller ikke er mit ønske. Musikken er en bibeskæftigelse, som jeg går og hygger mig lidt med. Et område som jeg dog til stadighed udvikler mig indenfor. Dels af hensyn til min egen musikalske interesse men også af hensyn til fortsat at kunne glæde de mennesker, der ønsker alsidig musik leveret på en professionel måde.
Deraf er den selvudnævnte titel professionel amatørmusiker opstået.
I 2018 startede jeg sammen med 2 gæve fyre bandet SMOOTH. I dag er vi fem, som tager ud med et bredt repertoire af covernumre fra 80'erne og til i dag. Du kan læse mere om SMOOTH på smoothmusic.dk
Efter omkring 10 år i København flyttede jeg i 2011 tilbage til Helsinge, hvor jeg bor med min kone Anne og vores to drenge.