Mel.: Mormors kolonihavehus…
Bag på cyklen hjulet snurrer,
Poul han griner, og Laila kurrer.
Det er fridag, og vi er sammen,
fødselsdag hos Laila danner rammen.
Det er et liv i sus og dus
|: med Poul og kolonihavehus :|
Mel.: Se Norges blomsterdal…
Ved denne glade fest
en munter sang ej mangle må
og den skal I nu få
I mange glade gæs
tra la la la la la
I mange glade gæster, som
|: til festen her nu kom :|
Mel.: Tørresnoren…
Tørresnoren, tørresnoren den er Lailas poesi.
Vasker tøj – som smørtenoren synger smukt sin melodi.
Jo, vi kan skam jer betro med sæbe og det varme vand,
støv og møg har ingen ro, når Laila fatter kost og spand.
Mel.: Jeg skal aldrig til bal uden trusser…
Smør’brødsjomfru – blev oplært fra bunden
læste mere, men hvad var nu det.
Tekstanalyse skal ikke i munden!
Det egner maden sig langt bedre til.
Hun ta’r daglig sin cykel og kører,
om det regner og hagler eller sner.
På plejehjemmet i gryderne rører
af køkk’nets bedste kan ingen kræve mer’.
Mel.: I en kælder sort som kul…
Tænk engang, der i et gulv - aller dybest nede
var et prægtigt rottehul, og en rotterede.
Laila nærmest fik en prop,
gulvet måtte brækkes op.
På hotel I flytted’
- rotterne blev ryddet.
Mel.: Poul sine høner…
Poul ingen høne i haven lod flyve
der var skam roligt i hans ”koloni”.
Hjemme gik Laila og flyttede tyve
planter ad gangen, men det er forbi.
Joh, for i flytted’ til mindre gemakker.
I kolonihaven Laila nu hakker.
Naboens hus er så pænt synes Laila,
men hvor er hyggen? Den skal man da ha’.
Mel.: Vi elsker den gamle, den vaklende rønne…
De elsked’ den gamle, den vaklende rønne
men børnene flyttede til eget hjem.
Med tanker om dage så lyse og skønne
vil døren dog altid hos mor stå på klem.
Mel.: I skoven skulle være gilde…
Hos Laila er der gilde
- halvtreds års skæve gang,
og med en smule snilde
vi digtet fik en sang.
Vi siger ganske ærligt
- for du er noget særligt.
Gid mange år du leve må’
og ønsker opfyldt få.
Om ti år – stadig godt tilfreds,
så fejrer vi de tres.
